Slyngroser
Vis alle vore roser i gruppen Slyngroser - Tilbage
Hos slyngroserne findes roser, der varierer i højden fra 1,5 til over 10 meter. Slyngroser er ikke en botanisk klassifikation, men en samling af høje eller lange roser. De stammer hovedsagelig fra Multiflora og Wichuraianahybrider, men også Rubiginosa, Sempervirens, Foetida med flere har gener i denne gruppe.
Nogle er velegnet til espalier, andre til pergola, mens andre kan anvendes til at dække mindre pæne bygninger, hønsehus, garage, eller lignende. Der er nogle sorter, som egner sig fortrinligt til at slynge sig op i træer, og andre igen kan bruges til at vælte over hegn og mure. Der findes også sorter, der på grund af bløde bøjelige grene egner sig til Bunddækkeroser.
Nogle af sorterne er engangsblomstrende, men giver da, i den tid de udfolder sig, et så fantastisk syn, at det kompenserer fuldt ud. Ofte kommer disse roser også med flotte hyben senere på året.
Beskæring af slyngroser skal indrettes alt efter om det er engangsblomstrende eller remonterende sorter det drejer sig om. Fælles for alle slyngroser er dog, at det er en god ide at afkorte nogle få kraftige skud til 20-30 cm. for at undgå, at roserne bliver bare for neden. Når man beskærer de engangsblomstrende slyngroser bør det begrænses til en studsning for at holde dem harmoniske i væksten, samt til udtynding af gammelt træ og døde grene.
De remonterende roser kan derimod drage nytte af en tilbageskæring af sideskuddene til 2-3 øjne på de udvalgte hovedgrene for at fremme større blomster. Næsten alle farver findes i gruppen og mange har rigelig duft, endog det man kalder luftbåren, duften kan fylde hele haverummet.
Husk også, at for denne gruppe gælder det gamle ordsprog: "uden mad og drikke duer helten ikke". Gødningen skal tidligt ud, sidst i marts til først april og de remonterende må have flere gange.
Vinterdækning er påkrævet for visse sorter.
|
|
|